Moster

I mandags ankom Annette endeligt planmæssigt til Nuuk. Mathilde har da også dagligt spurgt “hvor mange dage er der nu til Moster kommer?” – Jeg tror ungerne er meget glade for at have fået hende på besøg. Hun bor nu oppe på hemsen i vores hus.
Annette har vænnet sig til tidsforskellen og er ved at være fortroligt med det grønlandske vintervejr. Hun havde ingen overtræksbukser med herop, så det var det første vi måtte shoppe efter. I dag var hun med nede i Fit&Fun for at få rørt dellerne lidt – turen derned var ellers hård nok med en ordentlig gang snestorm.
Mads fik skoldkopper i onsdags. Han har haft feber og har ligget en hel del på sofaen og set film. I forhold til Mathildes skoldkopper for nogle uger siden er han meget hårdere angrebet. Det var lidt heldigt at moster var her til at se lidt efter ham. I dag lørdag har han været så frisk igen at han var med ude og kælke i sneen.
Det er hyggeligt med besøg og i de kommende uger håber vi at vejret arter sig, så vi kan vise Annette noget mere af Nuuk og Grønland.

Noget at se frem til

Når vi sidder heroppe i kulden, blæsten og mørket og hverdagen synes kun at omfatte arbejde, børn og lidt søvn, kan det måske være svært at holde humøret oppe hele tiden. Så gælder det om at finde på noget, der kan få tankerne hen et andet sted. Det bedste måde at klare dette på er at have noget at se fremt til. Som f.eks da mine forældre kom herop i julen.
Derfor forsøger vi nu jævnligt at finde noget at se frem til. Når Annette ankommer den 31. januar er det også noget, som især ungerne ser frem til og vi glæder os til at se hende og vise hende en lille bid af Grønland.
Vi er også så småt begyndt at tale om ferie i Danmark. Jeg har allerede booket nogle datoer hos Vejle Rejser her i Nuuk, som vi kan planlægge ud fra. Vi bliver formentlig i Danmark i hele ferien med mindre der dukker et godt tilbud op på en uges ferie endnu længere sydpå – vi får se.
I går aftes talte vi om at det bliver rart igen at smage frisk mælk og friske grønsager – det er nemlig lidt en mangelvare heroppe.

Jul!

Kære alle dagbogs læsere!
En rigtig glædelig jul allesammen.
Lidt om de seneste begivenheder:
Den 20. december ankom Bodil og Leif nogenlunde planmæssigt hos os i Nuuk. Jeg, Susanne og Mathilde var i lufthaven for at hente dem medens Mads var i skole. Det var med lidt sommerfugle i maven at vi hentede dem i Nuuk Lufthavn. Det er trods alt et halvt år siden vi sidst har set noget til familien. Det var dejligt at se dem igen.
De blev efter ankomsten indlogeret i TELEs indkvartering i værelse C1 incl. bagage, da vi ikke rigtigt har plads hjemme hos os selv.
Mads havde juleafslutning i kirken den 21. december og har nu juleferie indtil den 3. januar. Susanne havde sidste arbejdsdag den 22. december og jeg den 23. december og endelig kan vi alle komme i rigtig julestemning. Det er ellers ikke svært at komme i julestemning heroppe. Alene vejret gør sit til at det føles som jul – her er masser af sne! = vi har hvid jul. Juletræet er bragt ind fra terassen for at blive tøet op, da træets grene var blevet lidt stive i det (vi har haft -11 grader de sidste 5 dage). Susanne og ungerne har pyntet træet med vores julepynt, så det ser helt hjemligt ud.
Her til aften (23. december) har vi sammen med Bodil og Leif bagt klejner og kager og morgendagens planer er lagt. I morgen aften skal vi have flæskesteg og grønlandsk lammekølle med alt tilbehøret, hvilket jo næsten er ligesom i DK.
Vi håber at I alle får en rigtig god jul!

Fødselsdag og julefrokost

Den 3. december havde Mathilde fødselsdag. Den fejrede vi om morgenen, hvor hun fik sine gaver. Hun fik bl.a. sin egen ghettoblaster af sine forældre – den gave kommer vi nok til at høre mere til – Hun starter i hvert fald nogen morgener lidt tidligt med at spille diverse børnesange. Anyway – om eftermiddagen gik Susanne ned i børnehaven med boller og to lagkager til den stue, hvor Mathilde går. Det hele blev spist.
Susanne havde inviteret nogle kollegaer og deres unger hjem til noget julehygge om aftenen. Jeg smuttede derimod ned til Hotel Godthåb for at holde julefrokost kl.18:30 sammen med kollegaerne hos TELE.
Hvordan holder man så julefrokost i Grønland. Ja, det minder faktisk om en dansk julefrokost med det hele. Da vi alle var ankommet sikkert til Hotel Godthåb gik vi i gang med at indtage maden. Udvalget af retter var meget fint og der var masser af grønlandske råvarer – hovedsagelig fisk tilberedt på flere forskellige måder. Der var også de traditionelle danske retter som marineret sild, flæskesteg, frikadeller, fiskefileter med mere. En stor del af tiden gik med at spise og drikke – kun afbrudt af et par selskabslege og amerikansk lotteri. Lotteriet var faktisk meget skægt, man købte lodder og hvis de blev udtrukket vandt man en tidlig julegave. De fleste af julegaverne kom fra leverandører og sponsorere.
Det var dog lidt ærgerligt, at lokalerne vi havde lånt, blev åbnet for alle efter kl. 23:30 – så lige pludselig væltede det ind med festglade mennesker, så julefrokosten hurtig gik i opløsning. Det var dog sjovt alligevel og da klokken blev ca. 02:00 var jeg helt færdig og vandrede hjem i kulden.
På lørdag er det Susannes tur til en omgang julefrokost med kollegaerne og på søndag har Mads fødselsdag – december er en lang fest!
De korte nyheder:
Mathilde har taget en skoleparathedsprøve i børnehaven – det gør ungerne i Grønland – og det lader til at Frøken Jensen er parat til at starte i 1. klasse til sommer – hun scorede 55 af 60 mulige point i prøven.

Nu nærmer julen sig

Det er nu i slutningen af november måned. Lyset forsvinder med foruroligende hast heroppe. Solen står i dag op kl. 09:39 og går ned igen kl. 14:52 og vi er endnu ikke nået til den korteste dag (lysmæssigt!) i året.
Det er også ved at nærme sig jul og vi prøver på at få tingene til at fungere ligesom i DK.
Susanne og ungerne har allerede hængt julepynt op i det meste af huset og desuden sat gang i nogle lyskæder.
Resten af byen oser også af jul. Der er hængt julepynt op i butikkerne og reklamerne med julegaveideer dumper ind ad brevsprækken. En særlig tradition heroppe er at der hænges nogle orange/røde stjerner op i alle vinduer med elektrisk lys i. Sådan er det nu engang heroppe. Susanne og jeg synes de er gyselige og jeg tvivler på at lignende stjerner dukker op i vores vinduer.
Det bliver lidt spændende at se om vi kan få fat i et juletræ. Sidste år var der vist mangel på dem i byen og folk havde i stedet købt plastik juletræer. De kan fås i SuperByg for kr. 500,- og holder i en evighed. Plastiktræernes vistnok eneste fordel er at de ikke drysser nåle på gulvet.
Ungerne og Susanne har jo fødselsdag i december. Det bliver lidt anderledes end tidligere år, da familien jo ikke lige kan dukker op på dagen. Susanne har i stedet inviteret kollegaer og bekendte på besøg på dagene, så må vi se hvordan det spænder af. TELE holder forresten julefrokost på Mathildes fødselsdag – jeg har efter lange forhandlinger fået lov til at deltage i julefrokosten…

Hvad er der i TV i dag?

Når vi har fri og bare vil dase foran fjernsynet er der nogle begrænsninger, som minder uhyggeligt meget om Danmark for ca. 15-20 år siden.
Der er kun én kanal tilgængelig og det er en public service kanal med udpluk af diverse udsendelser fra de danske kanaler, hovedsageligt DR og TV2. De sender mest sidst på eftermiddagen og om aftenen. Alle udsendelser sendes forskudt 4 timer, så TV-avisen kl. 18:00 i DK også sendes kl. 18:00 heroppe. Der findes yderligere en kanal som sender den ene genudsendelse efter den anden om Grønland, men den gider vi ikke,
Hvis man vil have 4 kanaler yderligere skal der købes en digital dekoder og hvis der skal flere kanaler på skal der investeres i dekoderkort til 500,- om måneden. Det sædvanelige problem med dekodere og kort er at der er ca. 50 % af kanalerne som er totalt uinteressante. Eneste fordel er at man ikke betaler licens i Grønland (så vidt jeg ved).
Susanne har nu ønsket sig en dekoder i julegave. Det skyldes måske at Mathilde har været syg (hun er ved at være frisk igen) det meste af sidste uge og det er lidt sparsom med underholdningen i TV. Diverse Bamse og kylling videobånd og Disney DVDere kører jævnligt på vores TV – suk. Nu er det jo også ved at nærme sig jultid og derfor er ungernes interesse for at se Bamse og kyllings samlede værk, Bamses julerejse, stadig stigende.

Vintervejr

De sidste tre-fire dage er sneen væltet ned om ørerne på os. På én dag faldt der ca. 20 cm sne eller ca. ligeså meget som en hel dansk vinter ( tror jeg).
Veje og stier er spejlglatte og uanset om man kører i bil eller går, så skal det ske med stor varsomhed.
I Danmark udkommanderes den samlede flåde af snerydningskøretøjer, inden det første snefnug rammer asfalten. Umiddelbart efter kastes der adskellige 1000 ton salt for at sikre at de danske trafikkanter stadig kan køre for hurtigt på alle veje :-).
I Grønland er det lidt anderledes. For det første anvendes der ikke salt på vejene – det vil formentligt kun have en begrænset effekt. For det andet er det tilsyneladende ret tilfældigt, hvornår man vælger at fjerne sne og is fra vejene. Som regel smider man bare grus og småsten på vejene og ser tiden lidt an.
Any way – ungerne og jeg synes det er dejligt med sne og det er vel og mærke sne som bliver liggende så den kan bruges! Mathilde og Mads har fået nye bobslæder og vi er ofte ude og køre i sneen. Nu har vi tre også anskaffet os noget ordentligt tøj, der kan anvendes. Susanne har endnu ikke fundet et par moderigtige overtræksbukser (suk), så hun deltager ikke endnu.
Til de korte nyheder:
Mads var hos tandlægen i går for at få ordnet et hul i en tand. Det var ikke noget der lige passede herren. Men det lykkedes til sidst at få ordnet det efter behørig lokalbedøvelse….
Efter starten i børnehaven er Mathilde begyndt at sige grønlandske ord og en gang i mellem går hun rundt og synger dele af en grønlandsk børnesang. Det lyder meget sjovt.