Så nu lukker de sku’ for strømmen

Da vi flyttede ind i huset blev alle målere aflæst (el, vand og varme) og en tilmelding til Energiforsyningen blev betalt og accontobetalinger tilmeldt PBS.
Yes, så er der styr på sagerne – eller hva?
I lørdags dukkede et brev op fra Energiforsyningen med overskriften “Rykker 1” og teksten lød i forkortet udgave “betal eller vi lukker for el og varme den 27.10”. Det var ikke just en god oplevelse – det ødelagde faktisk weekenden (i hvert fald for mit vedkommende).
Efter et råd fra en kollega mødte jeg op hos Energiforsyningen i egen person mandag formiddag og fik reddet trådene ud ved hjælp af diverse bankudskrifter m.m. På et tidspunkt måtte jeg låne en af deres PCere for at logge på min netbank så jeg kunne bevise, at jeg havde betalt rykkeren. Doh!
Der er tilsyneladende sket det at Energiforsyningen og PBS har fået rodet lidt rundt i tingene i forbindelse med noget systemomlægning. Nå men nu er det den 27.10 og der er stadig strøm på – i hvert fald indtil videre 🙂
Mit nervesystem har altså ikke godt af sådanne oplevelser.

Weekend

En ny weekend truer.
Susanne og ungerne skal i dag i Katuaq og se filmen “Grislings store eventyr” – det er ikke lige min stil, men specielt Mathilde er helt vild med Grisling.
I aften skal Mads til klassefest på skolen. Der skal foregå en del aktiviteter, bl.a. skal Mads optræde med et tryllenummer. Ungerne har mulighed for at overnatte der (stakkels lærer) til næste dag.
I morgen skal jeg på en sejltur ind i bunden af Godthåbsfjorden ind til personaleforeningens hytter. Der er lige opført en ny hytte, som skal have den første omgang maling – både inde og ude, så vi er en hel flok der skal afsted.
Det er muligt at låne personaleforeningens hytter, hvis man får lyst til at holde en forlænget weekend. Problemet er bare at man kun kan komme derind med båd og sådan én har vi ikke (endnu?). Jeg vil tage nogle billeder på turen – måske kan vi spotte hval hvis vi er heldige.
Ellers ikke noget nyt – god weekend!

Tøj

Nu er det ved at blive koldt i vejret og vintertøjet skal frem – eller hva’?!?
Det handler vist nærmere om at få købt noget nyt vintertøj, da vores vintertøj fra DK er ligeså effekttivt som en sort plastikpose med huller i til en plaskvåd Roskilde festival.
Nå, som må vi have noget nyt. Det vintertøj der kan fås heroppe fejler ingenting – det er ganske udmærket, men der er bare ikke det udvalg af farver, modeller og mærker som man er vant til i DK. Hvis overtøjet købes heroppe er der en stor sandsynlighed for at en hel andre mennesker render rundt i samme outfit som dig selv.
Så skal man have noget der ikke lige render rundt i byen allerede er der en anden vej – bestil det over nettet!
Men nu er nettet jo ikke lutter velsignelser og gælder det tøj viser det sig at være endnu mere sørgeligt. Antallet af butikker på nettet, som sælger tøj er begrænset. Ønsker du mærketøj er udvalget forsvindende.
Et andet problem er tøjstørrelser – det er sku’ en videnskab. Hvor er EU når det gælder standardisering af tøjstørrelser !?! og hvordan måler man sin tøjstørrelse!?! Jo, det afhænger bl.a. af mærket, modellen, stoffet….. suk
Jeg må efterhånden erkende, at mit drømme vintertøj fra H20 bliver det nok ikke til i år – jeg tror det ender med noget der kan prøves, købes og evt. byttes i en butik i Nuuk.

Weekendsjov…

Susanne har arbejdsweekend, det er heldigvis kun dagvagter, men alligevel lidt kedeligt. “Hvad skal vi lave, far?” er et almindeligt spørgsmål fra ungerne, når Susanne er på arbejde.
I dag var svaret enkelt: det er vindstille (næsten), solen står højt på en skyfri himmel og temperaturen ligger omkring frysepunktet – vi skal ud og rode rundt i sneen!
Det gjorde vi så, endda i to omgange og ungerne nyder at smide sne efter deres far fandt jeg ud af. Jeg tog nogle billeder med kameraet og har oprettet et nyt album kaldet “ungerne” i vores fotoalbum.
I morgen? Tja, det er næsten givet på forhånd – ungerne vil gerne i svømmehallen.
Det vil jeg også!

Det er blevet hverdag

Vi har efterhånden være i Nuuk i 3 måneder og nu begynder omridset af en almindelig hverdag at tegne sig. Efter at Susanne er startet på job er den daglige rytme ved at indfinde sig. Susanne har også fået skiftende vagter på Sana ligesom på Hillerød sygehus, så hverdagen skal stadig koordineres for at få tingene til at hænge sammen. Men det kan vi sagtens finde ud af – vi har jo års erfaring i at få det hele klaret på trods af skiftende vagter.
Der er alligevel nogen ting, som er anderledes end i DK. Vi bor faktisk temmelig tæt på centrum af Nuuk har har alting lige i nærheden: skole, børnehave, butikker, job, træningscenter, biograf m.m. Det er en lidt uvant oplevelse efter at have boet i udkanten af Fredensborg i næsten 11 år og vi altid har haft transport til alting.
Det har givet os stof til eftertanke – specielt når vi engang vender tilbage til DK og skal vælge et sted at bo.
I den sidste weekend viste en del af medaljens bagside sig. Susanne havde 4 nattevagter hen over weekenden og det betyder jo, at hun skal sove i dagtimerne. Så stod jeg med alle talenterne og skulle finde på noget ude i byen så Susanne kunne få fred til at sove herhjemme. Det lykkedes delvist og Susanne slap nogenlunde gennem weekenden. I DK var dette ikke noget problem, idet jeg blot tog bilen og kørte til f.eks. mine forældre i Roskilde – det kan jeg bare ikke her! Susanne vil presse på overfor Sana, så hun i det mindste slipper for nattevagter i weekenden.
Når vi har fri er vi alle fire sammen det meste af tiden, da vores bekendskabskreds endnu er ret lille heroppe. Vores favorit aktivitet er svømmehallen, hvor Mathilde har gjort store fremskridt mht. at svømme. Nu bruger hun kun en badering og svømmer med mig og Mads ude på det dybe vand. Nåe ja Susanne har i denne uge endelig fundet en badedragt hun selv synes hun kan være bekendt at svømme i (kvinder!) så hun kan deltage med os andre.
En pudsig ting der viser at verden måske er lille, er at jeg har mødt 3 af mine gamle skolekammerater fra Nyborg Gymnasium heroppe. Én af dem arbejder på Mads skole som lærer (mens hun læser ved siden af!) og de to øvrige er ansat i hjemmestyret.
Nå, ikke mere nu. Susanne har aftenvagt, jeg har tjansen med ungerne og Mathilde trænger til at blive vasket (hun ligger på madressen ved siden af skrivebordet og synger børnesange i takt med en CD der kører i baggrunden – støn!)

Ingeniør i Grønland

Jeg vil også ha’ lov til at skrive et par linier om mit job. Så hvis ingeniørarbejde ikke er din kop te, så spring over dette indlæg.
Når jeg er startet i en ny afdeling eller i en ny virksomhed har jeg gennemgået noget der ligner det som Susanne oplever i øjeblikket. Det at starte med nye arbejdsopgaver, med nye kollegaer på et sted, hvor kulturen adskiller sig fra vante omgivelser kan være en hård mental belastning og kan godt være udmattende i en periode.
Jeg tror dog at jeg og Susanne på det punkt adskiller os lidt fra hinanden. Selvom det er stressende og hårdt at starte på en frisk igen (og igen), så er det faktisk en proces, som jeg i nogen grad nyder at gennemgå. Jeg holder utroligt meget af at prøve nyt og kaster mig stadig på hovedet ud i nye ting – nok mest fordi jeg stadig har lyst til at prøve grænser af – selvom jeg nærmer mig 38 år med foruroligende fart.
Jeg tror også det hører til mit fag, at man skal være indstillet på forandringer, netop fordi man arbejder med forandringer som ingeniør. Nok filosofi.
Mit job hos TELE har alle de faglige udfordringer jeg kan ønske mig – ingen tvivl om det. Jeg synes at friheden til selv at skabe jobindholdet hos TELE (indtil nu) har været meget stor – større end hvad jeg ellers har prøvet andre steder. I mange situationer, fagligt og menneskeligt, kan jeg sagtens bruge tidligere erfaringer. Der er dog også nye sider – kulturen i Grønland og det samfund, som vi leverer telekommunikation til, har indflydelse på alt hvad vi laver.
Derudover er f.eks. Grønlands store geografiske udstrækning en gevaldig udfordring i de tekniske løsninger og hvis vi står og mangler en dims, som ikke findes i Grønland, kan vi ikke lige køre til Herlev og hente den! Lige meget hvor vi skal hen med al teknikken, så skal der enten sejles eller flyves. Men det gør sandelig også jobbet mere spændende.
Det vigtigste for mig i jobbet er at jeg føler, at mit arbejde gør en forskel – bare en lille målbar forskel til det bedre – så går jeg med glæde på arbejde hver dag.
Slut prut.

Ugeavisen

Når den ugentlige gratis avis ankommer bliver den studeret intenst. Hovedsageligt fordi det er det eneste sted, hvor man kan finde alle de gode tilbud fra forretningerne, men også for at følge med i hvad der foregår i Nuuk generelt.
En gang i mellem kan man så finde eksempler på, at Grønland vitterligt er anderledes end DK. Her vil jeg gerne sige til alle singler i DK – det gælder om at være kreativ – virkelig kreativ og her kan I slet ikke være med! Se blot et fint eksempel fra ugeavisen. En sådan kvinde løber ikke omkring længe uden at finde en mage.
Ugeavis-aug-04

En usædvanlig dag

Det har været en god dag.
Mathilde har fået plads i børnehave. Den ligger lige nedenfor, hvor vi bor, på Gertrud Rasksvej og der er ca. 5 minutters gang derhen.
Tidligere på dagen var Susanne på kommunen for at rykke for et svar på børnehaven og fik beskeden, at der skam ikke var nogen plads og der var en venteliste på 2 år. Vi var lettere chokkeret i nogle timer og Susanne var klar til at pakke det hele sammen igen. Så fik vi en opringning fra kommunen, hvor de undskyldte meget, men vi havde fået en forkert besked af deres medarbejder (som i øvrigt lige var startet på nyt job). Den nye besked lød, at Mathilde kunne starte i børnehave den 1. september. Derefter kunne vi alle ånde lettet op.
Den anden gode hændelse er at jeg endelig fik min første helikoptertur til to af TELE’s sites ude i ødemarken. Det var en meget flot oplevelse at flyve over fjelde og fjorde i klart solskin, så vi rigtigt kunne se det hele. Vi havde en mellemlanding på toppen af et fjeld, som skulle være 1816 meter højt. Hold kæft en udsigt! Her satte vi to medarbejdere af ved en radiostation (QING) og jeg og min kollega fortsatte videre med helikopter til vores radiostation (OQUM), hvor vi skulle arbejde.
Vi blev sat af helikopteren med vores udstyr og det var en lidt underlig fornemmelse at se helikopteren flyve væk og vide at jeg og min kollega var de eneste mennesker i 100 km omkreds.
Vi fik ordnet vores arbejde og havde tid til at kigge på naturen. Det er simpelthen uden sammenligning at stå i et så uberørt område af den størrelse og vide at mennesker stort set ikke bevæger sig i området. Der var flere rensdyr i nærheden og jeg kom så tæt på et af dem som 30 meter, inden den stak af.
Turen hjem var mindst ligeså spændende. Vi hentede også vores kollegaer på den anden radiostation og landede atter i Nuuk omkring kl 15:00 i eftermiddags.
Hvilken oplevelse! Og så er det en del af ens arbejde!
Jeg har lagt nogle foreløbige billeder fra turen i fotoalbummet. De er ikke så gode, da de er taget med kameraet i min telefon. Min kollega har lovet mig en kopi af dem han tog.