Start på rejsedagbogen

Ja, så er jeg klar med vores dagbog for turen til Grønland!
På nuværende tidspunkt er ambitionerne for denne dagbog at kunne levere historier og billeder til familien i Danmark fra vores tilværelse i Grønland.
Jeg har valgt, at dagbogen indtil videre kører i et meget simpelt format med envejs kommunikation. Senere (når jeg har helt styr på teknikken) bliver det muligt at kommentere historier og billeder her på siden.
Det første step bliver dog nok at få Susanne til bruge dagbogen også. Nu har hun jo efterhånden fået skrevet sine første 10 e-mails, så der er basis for at lære noget mere om mulighederne på internettet.
Indholdet i dagbogen bliver fremstillet så det kan tåle at blive offentliggjort på internettet. Jeg skal jo huske på, at hele kloden kan læse denne side (dvs dem der kan læse og forstå dansk for nok mest ud af det, hvilket er under 1 promille af jordens befolkning).
Jeg har ingen ide om, hvor ofte dagbogen bliver opdateret. Vi skal lige komme på plads først i Grønland og have styr på tingene (herunder hører bl.a. at få en internetadgang).
På gensyn!

Ventetid

Der er kun knap 2 måneder til afgang og der er stadig en del ting, som skal ordnes, specielt vores indbo. Vi har inddelt det i 3 kategorier: affald/skrot, det som skal i depot i Danmark og det vi skal have med til Grønland. Det lyder enkelt, men volder alligevel lidt besvær.
F.eks. skal flyttefirmaet have en indbofortegnelse med ca. angivelse på, hvor mange kubikmeter de enkelte ting fylder. Sådan en fortegnelse er svær at udfylde inden man ved hvad der skal med.
Ellers går vi rundt med begyndende rejsefeber og med en masse tanker om det vi skal op til.

Fremdrift…

Ja, så har vi modtaget flybiletterne og der er sørme en til hver af os.
Susanne har fået sin autorisation i Grønland, så hun kan søge arbejde som sygeplejerske.
Vi er så småt startet på at rydde op i gemmerne og har efterhånden overblik over hvad vi gerne vil have med og hvad der må blive i Danmark.
Selve flytningen er allerede arrangeret, der mangler bare at blive udfyldt en inventarliste til flyttefirmaet.
Dagene går og deadline rykker stadig tættere på…

Planlægning…

Det viser sig efterhånden, at det er en større opgave at flytte sin familie til Grønland. Der er masser af praktiske opgaver som skal løses og dertil kommer så papirarbejdet både privat og med det offentlige. Jeg vil på et senere tidspunkt (hvis jeg får taget mig sammen til det) forsøge at lave en liste over alle de opgaver der er i forbindelse med en flytning. Det kunne være at listen kan genanvendes, når vi skal den anden vej 🙂
Vi havde forresten besøg af ejendomsmægleren i går – et pudsigt folkefærd. 3 minutters rundvisning og vupti vælter der en pris ud på hele herligheden. Nå, men lad os nu se hvor det bærer hen…