Forfatter: Susanne

Så har jeg været på arbejde i godt 14 dage og har så småt fået et indtryk af, hvordan det er at arbejde på DIH. Jeg synes stadigvæk, at den administrative del af arbejdet er meget tung at danse med. Der arbejdes på at meget af dette i fremtiden skal foregå elektronisk.
Idag var jeg til introduktion af nyansat personale og jeg fandt da også ud af, at jeg ikke er den eneste der er frustreret over, at tingene fungererer, som de gør. Vi skriver jo 2004 efterhånden.
Der er jo desværre en stor udskiftning af personale med jævne mellemrum som gør sit til, at det kan være svært at få tingene til at køre. Når folk begynder at falde til og engagerer sig i noget der har interesse, så rejser de hjem igen og umiddelbart er der ikke nogen, der bare sådan lige kan sættes ind i sagerne.
Grønland er ikke for folk med sarte nerver og utålmodighed, for så kan man ikke holde ud at være her !
Jeg kan jo vælge at sige til mig selv, at enten kan jeg holde det ud, eller også kan jeg ikke. Jeg vælger nok det første så, for jeg har jo noget erfaring som siger mig, at det skal og kan blive bedre.
Arbejdsånden minder meget, om det jeg kommer fra. Alle knokler, fra de kommer til de går og der er et højt informationsniveau på afdelingen. Det er dejligt at opleve, at der er visse ting, der fungerer trods alt. Personalet er gode til at tage sig af nyt personale og jeg føler, at jeg stille og roligt falder til. I nat havde jeg min første nattevagt og gab, det var da lidt kedeligt. Ok, vi var også tre i vagt, fordi jeg skulle introduceres.
Nok om det.

Den kan godt stikke sit sure ansigt frem af og til, især mht. børnene.
Jeg kan godt få det helt dårligt over, at de ikke er i den vante gænge derhjemme mht. skole, børnehave, legekammerater, o.s.v.
Der skal virkelig startes på en frisk og er de nu stærke nok til at klare det ?
Jeg bliver nødt til at sige til mig selv, at det kan de godt og det er sundt for dem at prøve noget andet og at de oplever nogle ting, som de fleste danske børn ikke kommer til.
Meget af det handler jo også om at have tillid til de mennesker, der tager sig af vores børn, når vi ikke selv kan være til stede. Det er også sundt at være sammen med andre voksne og børn, selvom de taler et andet sprog. Alligevel er vi jo privilegerede for langt de fleste taler dansk på et eller andet plan.
Men vist er det da hårdt, også det at være så langt fra det og dem, man kender. Det er svært ind imellem, at vi ikke bare sådan lige, kan besøge dem vi kender og omvendt. Det skal planlægges i større grad end tidligere.
Vi må glæde os over de muligheder og fordele, vi har nu, for her kan vi få nogle oplevelser, som vi ikke kan i DK. Vi må suge det til os og tage en dag af gangen.
Men når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at det går meget bedre, end jeg måske havde forventet og det er jo ikke så ringe endda…………………..

Ja, man skulle ikke tro det, når man står og kigger hen over fjeldet, at der er så mange bær i alt det grønne ! Der er tusindvis af bær, som snart er modne. De har den rigtige farve, men smagen er ikke helt god endnu. Vi må vente med tålmodighed og så skal vi ud og plukke alle dem vi vil !
Igen bliver man overrasket over naturen. At disse bær kan blive til noget i det kølige klima. Det er enestående.
Mads og Mathilde plukker jævnligt bær, når vi går op og ned af fjeldet og har lovet at gå med, når der for alvor skal høstes sortebær !
Mads plukkede nogen igår, som han havde trukket på et strå ligesom perler på en snor. Dem har jeg gemt og giver dem noget hårlak, så de kan holde sig. Hvor havde han dog fået det fra ? Det havde han set nogen gøre i fjernsynet, så fjernsynet er ikke altid kun dårligt, hvis bare man forstår at “plukke” de rigtige ting derfra og kan bruge det til noget. Aj, det var måske lidt plat det sidste, men jeg ku’ ik’ la’ vær’ !
Baaj

Mads har haft tema-uge i klassen om “udeliv”, og i den forbindelse var de bla. på en tur til Sana-bugten. Der så de en sæl blive parteret efter alle kunstens regler. Der var også mulighed for at smage på varen, men Mads sagde, at det kunne han desværre ikke “nå”, da køen var for “lang” ! ( Ha-Ha ).
De havde lavet et lille ildsted ved at stable nogle store flade sten op mod hinanden med et stykke brænde imellem og brugte den øverste flade sten som en slags pande, som de kunne stege sælkødet på. Mads viste os det hele idag, da vi gik en tur ned til “gerningsstedet”.
Hvor mange danske skoleelever oplever det ? Det er da en gave som oven i købet ikke koster noget.
Mads har også været på tur med klassen nede ved “Brædtet”, hvor man kan se og købe frisk-fangede fisk af forskellig art. Det lugter, men der ligger godt nok mange spændende ting at se på. Det er også meget uvant fra det Mads er vant til at se.

Den 17. august blev så Mathilde’s første møde med børnehaven Nuka, hvor hun starter for alvor den 1. september.
Vi mødte op kl. 9:30, fordi vi skulle være med til “rundkredsen”, ( åh-nej, det ord kan vist få nakkehårene til at stritte på de fleste ), men det var faktisk meget hyggeligt.
Vi blev modtaget af Augustine, som er en af pædagogerne på den stue hvor Mathilde skal være. Hun er grønlænder med langt kulsort hår. Lidt skrap i det men på en god måde.
Der er 2 stuer med plads til 17 børn på hver stue og der iblandt også 1-2 handicappede børn.
Mathilde var med til flere ting bla. før omtalte “rundkreds”, træningssal og legeplads.
Der bliver hovedsagligt talt grønlandsk men også dansk og engelsk.
Det så da ud til, at hun fik lidt ud af det.
Næste besøg bliver så på onsdag den 25. august kl. 14.
Det var så lidt om det første møde med Nuka !

Ajunngilaq ? ( Hvordan går det ? )
Så blev det den 12. august 2004 og dermed Mads’ første skoledag i Grønland !
Skoletasken er blevet støvet af og skal luftes påny. Tømt for alle danske bøger og penalhuset er blevet fyldt op med nye blyanter, viskelæder, lineal o.s.v.
Vi henvendte Os på skolens kontor og blev vist hen til klasselokalet. Jeg synes, at alle for forvirrede rundt og stemningen bar tydeligt præg af, at nu er skolen startet igen.
Mads er så begyndt i 6.a som den eneste dansktalende elev. Der er dog et par stykker af de andre grønlandske elever, der kan tale dansk.
Klasselæreren hedder Ajuunnguaq Nathansen og taler både dansk og grønlandsk. Han virker meget venlig og imødekommende.
Han fik sludret lidt med Mads på tomandshånd og var så sød at vise Mads hele skolen. Så nu ved Mads, hvor han må være/ikke må være i frikvarterene.
Idag har skoledagen kun varet 2 timer, så Mads var alene i klassen med de andre den sidste time. Imens gik Mathilde og jeg en tur i byen og købte en gave til Mads. Et puslespil som forestiller et kort over Grønland. Iderigt, ikke ?
Han blev da glad for det.

Ajunngilaq ? ( Går det godt ? )
Enhver der har været på Grønland, ved også hvad det er. Det er en del af grønlands kultur, skik og tradition og har været og er stadig meget populært. En måde at fejre f.eks. fødselsdag på. Der bliver serveret et overdådigt kagebord med kaffe og sodavand til.
Man bliver inviteret fra et bestemt tidspunkt, men de fleste kommer bare, når de har tid. Der er ingen sure miner, hvis man kommer ” for sent “. Det er en fin afslappende måde at gøre det på. Det kan stressede mennesker lære noget af !
Det er heller ikke meningen, at man bliver hængende i flere timer. Man bliver til 1 kop kaffe eller 2 og så går man igen for at gøre plads til de nyankomne. Det hænger også sammen med, at boligerne heroppe ikke er specielt store, så derfor rejser man sig og går af høflighed. På den måde får alle en plads ved bordet.
Det skal man lige vænne sig til, når man er vant til en anden form for fest. Jeg synes faktisk, at det er uhøfligt at gå så tidligt, efter man er kommet. Sær fornemmelse.
Vi har været til kaffemik et par gange, men hos danskere og jeg tror, at vi laver vores egen form for “mik”. Jeg kunne godt tænke mig at prøve det hos en vaskeægte grønlandsk familie ! Det ku’ være sjovt. Mon ikke også der bliver mulighed for det på et tidspunkt ?
Takussaagut ! ( Vi ses ! )

Allu ( Hej )
Idag har der været Nuuk Marathon, hvor der kunne løbes forskellige distancer i og omkring byen. Der var mål ved Katuaq ( kulturhuset ), så idag var der lidt mere liv i gaden, end der plejer at være. Der var også et grønlandsk band, der spillede for fuld musik. Det lød faktisk meget godt, selvom man ikke forstår så meget, af det der bliver sunget. Vi mødte en af Jakob’s kolleger, som havde løbet 10 km, troede han. Det viste sig, at han havde løbet længere og ku’ ikke forstå, at han blev overhalet at de samme tykke damer, som han tidligere selv havde overhalet ! Han var ikke helt stolt ved situationen men ku’ godt grine af det trods alt.
Vejret er meget flot, så det er nogle meget smukke lange dage vi har i øjeblikket.
Jakob har fået sit nye digitalkamera, så nu har han fået sig et nyt stykke legetøj. Det betyder, at vi kan lægge billeder ud i dagbogen igen. Dejligt.