Nordlandet

Nordlandet………….. Lyder næsten som titlen på en spændingsroman, ikke ?
Igår var vi ude og sejle sammen med en af Jakob’s kolleger fra Tele, hans kone og plejedatter.
Denne gang gik turen til Nordlandet som ligger forholdsvis tæt på Nuuk. Først sejlede vi om bag Sermitsiaq for at kigge lidt på vandfaldene. Der ligger en stor gletscher på toppen som producerer temmelig meget vand. Det var også meget tydeligt med alle de mere eller mindre store vandfald, vi kunne se. Flot syn ! Da vi sejlede væk derfra, får man virkelig et indtryk af, hvor stor gletscheren er.
Da vi nåede frem til Nordlandet, gik vi i land og kiggede lidt nærmere på området. Det var både en tør og våd fornøjelse.
Herinde var der også en masse smeltevand fra de store mængder af sne der lå og stadig ligger rundt omkring. Ungerne og jeg kunne ikke dy os for en rask sneboldkamp midt i varmen. Meget kontrastfyldt med varmt sommervejr og sne. Meget af vegetationen var knastør og velduftende. Det er svært at forklare, man bliver nødt til at være der selv. En masse små, yndige blomster på vej op i lyset.
Masser af tegn på dyreliv herinde. Rensdyr.
Igen larmende stilhed, fred og ro. Man kan næsten høre sit eget hjerte slå, hvis man lige giver sig tid til at høre efter.
Det må være dejligt at have sommerhus sådan et sted. Der lå også flere små hytter herinde.
Da vi sejlede væk fra Nordlandet skulle der lige fiskes lidt, men det var der ikke det store held med. Det eneste der kom på krogen var tang og en lille bitte musling. Der var ellers en masse fisk men ingen bed på krogen.
Så gik turen hjemad igen og vi kan se tilbage på endnu en dejlig tur ud i det grønne.

Sommervejr

Så kom dagen hvor det blev solskin og sommer udenfor ! Endelig ! Det var jeg lige ved at tro, at det ikke kunne blive heroppe.
Alt summer af liv og glade dage og man kan begynde at smide noget af alt det for……. vintertøj ! Man er næsten ved at fortvivle, over at det virkelig er nødvendig med vintertøjet selv i juni måned ! Det er kommet meget bag på mig, at det er sådan.
Jeg må indrømme, at jeg har savnet det danske forår. Overgangen fra det ene til det andet er ikke nær så synlig og mærkbar her. Sneen er dog snart forsvundet, fjeldet er blevet mere synligt, dagene er blevet længere og lysere og der er flere både på fjorden. Det er dog trods alt fint at opleve noget andet. Det udvider horisonten.
Ungerne har været ude og lege det meste af dagen. De nyder de store, åbne vidder ligeså meget som os voksne. De hygger sig med alle de dejlige vandhuller rundt omkring.
Om 1 måned kommer vi til DK og det er noget vi glæder os til alle 4. Så skal vi rigtig på besøg alle vegne, shoppe, i sommerhus på Mols og i Gilleleje. Det skal blive godt med 1 måneds afslapning. Det er også ved at være tiltrængt.

Ameralik fjorden

Fredag den 8. april 2005 kl. 18 lagde vi fra kajen med Kissavik med kurs mod Ameralik fjorden, som er et af de mange fjordsystemer i Grønland. Vi sejlede i nogle timer, indtil vi nåede frem til vores destination, hvor vi så lå for anker om natten og det meste af lørdagen. Vejret var solrigt og med klar blå himmel, så det kunne ikke have været flottere. Vi blev sejlet ind til land i en gummibåd, hvor vi så havde mulighed for at vandre rundt på egen hånd. Der var et par stykker der skulle på rypejagt, et par stykker der skulle bestige de højeste fjelde, et par stykker der skulle kigge på udgravninger af gamle bopladser og eskimograve. Jakob, Mathilde og jeg gik bare lidt rundt og så os lidt omkring. Mads ville ikke med os. Han ville hellere med Poul- Erik tilbage og fiske. Han er i den alder, hvor det ikke altid er lige fedt at rende sammen med far og mor. Han fik selvfølgelig lov til at prøve at styre gummibåden tilbage til Kissavik, så den fik bare gas ! Det er jo bare fedt at få lov til at prøve noget, man ellers ikke er så vant til.
Vi fik da set et lille hjørne af området og nød det gode vejr, så lidt solbrændte blev vi da også.
Der var en masse smeltevand fra fjeldet, så vi fik da fyldt drikkedunkene et par gange og det smager jo dejligt ! Der er i hvert fald ingen, der kan forurene det så langt væk fra alting. Alligevel er der altså nogen mennesker, der ikke kan finde ud af at tage deres “lort” med sig, for der var et sted, der flød med affald.
Stilheden er nærmest larmende på sådan et øde sted. Det er på den ene side rart men også lidt skræmmende. Man kan godt føle sig ret alene og lille sådan et sted. Man er virkelig et med naturen.
Da vi kom tilbage til Kissavik, råbte Mads til os, at han havde fanget fisk. En stenbidderhun og en stenbidderhan. Alle var meget overraskede over, at de bed på krogen. Flot min dreng ! Sådan skal det være !
Så var det blevet aften igen og vi sejlede lidt tilbage i fjorden med retning mod Nuuk for at se en anden del af fjorden om søndagen. Her blev vi ombord på Kissavik for at pilke med ungerne. Det blev da til et par isinger og et par fjordtorsk. Jeg prøvede at overvinde min “fiskeskræk”, for jeg kan ikke klare, når fiskene spræller og det gør de jo. Jeg tror godt, at jeg tør nu ! Man føler sig jo lidt som en kylling, når man ikke tør.
Så var det blevet aften igen og turen gik hjem til Nuuk. 2 dage blev det til denne gang.
Tak til Poul-Erik og Jess for godt sømandsskab og til Marlene for den gode forplejning ombord morgen, middag og aften. Tak til resten af passagerne for hyggeligt samværd.
Det var så lidt fra vores tur til Ameralik.

Påskegaven

Halløj
Så er moster Annette taget hjem igen til DK efter 3 uger på Grønland. Vejret har vist sig fra sin værste side, mens hun har været her, så det blev ikke til så mange ture som planlagt. Pyt nu med det, det har været hyggeligt med selskab trods alt.
Den sidste uge har været helt forårsagtig med mildt vejr og masser af smeltevand og sjap på vejene. Meget at sneen nåede at smelte men langt fra det hele. Nu sneer det så igen, så der bliver hurtigt bunker af sne igen.
Der har været masser af mennesker ude på skibakken på “Lille Malene”. Det er ret populært heroppe, når det er klart, solrigt og roligt vejr. Vi har kigget på sådan på afstand i kikkerten hjemme fra køkkenet. Det har myldret med mennesker op og ned af bakken.
Så har ungerne og jeg fået en lille påskegave af Jakob. Vi har nemlig fået en billet
hver, så vi kan komme en lille tur til DK fra den 21/3-28/3. Det er noget vi glæder os meget til. Vi bliver hentet af farfar og har fået lov til at bo hos Christian ( min bror ). Vi har jo stadig bilen i DK, så den glæder vi os til at kunne køre lidt rundt i. Der er efterhånden mange der ved, at vi kommer og mange der gerne vil have, at vi kommer på besøg. Vi skal gøre, hvad vi kan, men vi når ikke alle på 1 uge. Jeg har besluttet, at vi når det vi når. Ikke styrte rundt.
Vi glæder os i hvert fald til flyveturen, besøg hist og pist, shoppingtur, teatertur o.s.v.
Vi ses !

Blæst omkuld

I torsdags skulle vi ned og bowle i “BOWL FOR SJOV”. Børnene og jeg skulle gå derned for at mødes med Jakob.
Det var begyndt at blæse op tidligere på dagen og blæsten havde taget til, da vi var på vej ned til bowlinghallen. Vi var også kun nået ned til Tele’s bygninger og der måtte vi opgive vores videre færd, for vi kunne ikke komme længere pga. blæsten. Mathilde blev blæst omkuld i bogstaveligste forstand og landede flere meter bag os. Mads nåede lige at kaste sig om hjørnet på bygningen og sprang op i den næmeste snedrive for at kunne stå fast. Jeg blev kun stående på mine ben med nød og næppe. Herefter måtte jeg ringe efter en taxa, så vi kunne blive kørt det sidste stykke vej. Det var altså for vildt.
Det var hyggeligt i bowlinghallen. Jeg fik da lavet 2 strikes (med banderne oppe), ellers er jeg ikke lige en ørn til det der bowling.
Da vi skulle hjem blæste det slet ikke mere og vi havde vel været indefor i ca. 3 timer. Vi ville tage en taxa men gad ikke at vente, så vi besluttede os for at gå hjem. Jakob synes lige, at han ville skyde genvej over noget, der normalt er grøfter, når der ikke ligger sne henover. Man kan jo aldrig vide, om isen kan bære og det kunne den heller ikke, da Jakob gik hen over. Ligepludselig stod han i vand til lårene og staklen måtte gå hjem med våde, dybfrosne bukser. Jeg kom sådan til at grine og heldigvis, tog han det selv med godt humør.
Hej-hej

Familien på glatis

Halløj
Så kom dagen hvor det næsten var fysisk umuligt og livsfarligt at “gå” på arbejde.
For det første har det væltet ned med sne de sidste par dage, for det andet er det pludselig blevet tøvejr og for det tredie kraftigt stormvejr. Det vil sige, at vejene i og omkring Nuuk var og er blevet spejlglatte. Ingen former for grusning overhovedet på vejene. Kan I forestille Jer, hvordan det er at gå på arbejde i sådan et vejr ? Ikke spor sjovt og med livet som indsats. Godt at der ikke var så mange på gaden imorges, sådan som jeg måtte hoppe fra snedrive til snedrive og nærmest stå i sne til livet flere gange. Turen til Sana tager under normale vejrforhold kun 20 minutter. Idag tog det 45 minutter. Aj, hvor var jeg hidsig tilsidst og total anspændt i hele kroppen ! Men jeg kom derned uden at falde en eneste gang.
Mathilde faldt flere gange på vej til børnehave. Mads klarede at gå til skole uden problemer og Jakob har været i byen for at købe “pensionistsøm”, hvilket er nogle såler med pigge under, som man sætter under sine støvler.
Der var heldigvis gruset i eftermiddags, da jeg gik hjem, så der var det noget lettere at komme frem.
Så fik vi også prøvet det !

Godt nytår

Halløj !
Rigtig godt nytår til alle der har forvildet sig ind i vores dagbog.
Jeg håber, at alle er kommet godt ind i det nye år. Det var der jo mange der ikke gjorde i Asien pga flodbølge-katastrofen. Ganske forfærdeligt og fatalt for mange tusinde af mennesker. Mange tanker til dem og de efterladte. Så har der jo været orkan i DK og det har jo også sat sine spor rundt omkring i landet. Min mor fik da “fældet” 2 store træer i haven pga orkanen, så er hun da sluppet at med dem !
Det er slet ikke til at forstå, at det allerede er blevet 2005. Vi har taget hul på 7. måned i det grønlandske. Jeg har det faktisk, som om jeg har været her meget længere.
Farfar og farmor kom på besøg mellem jul og nytår og det har været hyggeligt med besøg fra DK. Mads og Mathilde har også haft stor glæde af det. Så har der været nogle bekendte at tale med om alt muligt. Nogen der kunne tage lidt over for far og mor. Mærkelig fornemmelse da de tog hjem igen. Så blev der så stille og tomt. Nu kan vi så tælle dagene til moster kommer og det bliver så sjovt og hyggeligt at se hende igen. Der er arrangeret soveplads på hemsen og andre små overraskelser.
Jeg er spændt på at høre, hvad hun synes om Grønland. Spændt på at se hendes ansigtsudtryk når hun kommer ud af flyet.
Der er fuldt tryk på arbejdet. Vi mangler personale p.t. og det ser ikke ud, som om der kommer nogen hjælp før februar. Dem af os der er tilbage må virkelig knokle og der er jo grænser for, hvor længe vi kan holde til det. Det vælter ind med nye patienter igen fra hele Grønland, så der er rigeligt at se til. Vi har haft en rolig periode mellem jul og nytår, da vi ikke har haft nogen til at operere, men jeg skal lige love for, at bøtten den er vendt igen !!!!!!!!!!!!
Udfordringer er der sandelig nok af. Det er ikke kedeligt at være på arbejde og det skal det jo heller ikke være.
Vejret har været stille den sidste uges tid med temperaturer ned til -10 grader. Det er faktisk ikke så slemt, så længe det er stille vejr. Det er noget værre, hvis det blæser. Så er det godt nok koldt om næsen !!!!!!!!!!!
Det er blevet sent nu, så jeg tror, at jeg slutter for denne gang.
Takussagut ( på gensyn ) fra Susanne & Co.

Julen 2004

Så nærmer julen sig med hastige skridt.
De fleste julegaver er købt og de fleste af dem er sendt til Danmark. Jeg håber, at de når frem til Jer til tiden.
Der er juletravlhed i hele Nuuk og det mærkes tydeligt rundt omkring i byen. Der er pyntet op forskellige steder i byen men slet ikke i samme omfang som i DK. Heroppe elsker de jo julestjerner med elektrisk lys i, så de hænger allevegne. Det er vist fast tradition heroppe. Selvom jeg ikke lige er tilhænger af lige netop de stjerner, så ser det faktisk meget hyggeligt ud, for de lyser jo en del op i denne mørke tid.
Jeg tænder en masse levende lys over det hele for at lyse op. Det høre sig til nu. Juletræet er købt, så det skal pyntes imorgen aften sammen med børnene. Så er det klar til juleaften. Det er noget de elsker at være med til. Jeg bliver heller aldrig træt af det.
På mandag kommer Bodil og Leif så og det bliver hyggeligt at få besøg og at have nogen at holde jul sammen med. Jeg har fri i julen og skal arbejde i nytåret.
Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Tak for hyggeligt samvær i år.
Jullimi pilluarit ( glædelig jul )

Stormvejret

Det er tidligt søndagmorgen og klokken er 07. Jeg er på vej til arbejde på cykel. Jeg kan godt høre, at det suser derude, men cykle det skal jeg. Nu skal det lige tilføjes, at samtidig med at det stormer, så er der også kraftig snefyning ! Jeg når heller ikke ret langt, før jeg må stå af cyklen igen, for jeg kan så at sige ikke se en skid ! Jeg kan heller ikke få vejret pga af modvinden og må vende ansigtet væk. Gisper som et lille barn der er ude i blæsevejr første gang. Det er også spejlglat flere steder, så jeg er ved at falde på røven flere gange. Bambi på glat is !
Godt at der ikke er så mange mennesker på gaden så tidligt, for de må virkelig ha’ fået sig et billigt grin over hende der med cyklen !
Die dumme däne !
Jeg nåede dog frem til sygehuset uden skrammer og var kun et par minutter forsinket. Min grønlandske kollega Mika grinede bare af mig og sagde så bare vent til januar, så skal du få stormvejr !

Udfordringen

Jeg må jo ærligt indrømme, at det har været svært på nogen punkter at skulle skulle starte på en ny afdeling på et nyt sygehus. Jeg troede ikke, at jeg kunne vænne mig til det, men der tog jeg alligevel fejl. Efterhånden som tiden den går og jeg er faldet mere til i afdelingen, så er jeg faktisk blevet meget glad for at være der. Jeg synes stadig, at mange af de administrative arbejdsgange er tunge at danse med, men hvis det ikke bliver gjort sådan og sådan, så går der “kage” i tingene. Jeg har virkelig skulle ta’ mig sammen for ikke at brokke mig over det i tide og i utide. På en måde så vænner man sig til det og accepterer, at sådan er det her lige nu. Det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke kan laves om på det. Jeg forsøger på diplomatisk vis, at fortælle om hvad jeg er vant til fra DK, for på den måde at gi’ mine kolleger noget at tænke over. Den jeg nok møder mest modstand hos er nok afd.spl., men det gør heller ikke spor. Det giver jo også hende noget at tænke over.
Tænk engang ! Jeg har kun været på K1 i lidt over en måned, så kommer hun sørme og spørger mig, om jeg ikke kunne tænke mig at være konstitueret for hende, mens hun er væk på barselsorlov !!!!!!!!
Min umiddelbare tanke var :”Åh nej, det kan jeg da ikke, når jeg ikke har været længere på afd., end jeg har !” Så hun har virkelig givet mig noget at tænke over. Jeg har så gået og overvejet det meget nøje og er nået frem til, at det kan jeg da godt. Jeg vil tage udfordringen op og prøve det. Det betyder så, at jeg har fri hver week-end og slipper for skiftende vagter. Det har jeg jo slet ikke prøvet i min karriere, kun da jeg havde en lille afstikker til Kirsebærbakken.
Det bliver fra januar engang, hvis altså afd.spl. holder så længe. Gisp for både hende og mig. Jeg har en del sommerfugle i maven over det.
Jeg er meget glad for mine nye kolleger, men jeg savner også dem i DK. Det er også rart at høre fra Jer i ny og næ ! Det luner og jeg føler, at jeg ikke bliver glemt. Det er selvfølgelig også op til mig selv ikke at blive det.
Baaj aamma takuss