Nokia 3310 3G – min retro mobil

Fra iPhone SE til Nokia 3310 3G

Jeg er startet med et eksperiment den 17. marts 2018: Jeg er gået retro med min mobil. Min iPhone SE er sendt på ferie og en Nokia 3310 3G har midlertidigt taget over.
Her er mine foreløbige observationer efter de første 5 dage:
Opsætning i bilen til min håndfri installation var ret nem, men mobilen giver ikke adgang til min kontakter, så hvis jeg vil ringe op til nogen så skal jeg huske nummeret og indtaste det manuelt.
Overførsel af kontakter fra min iPhone var ikke nemt. Bluetooth forbindelsen ville bare ikke etableres og gmail klienten man kan hente på telefonen fungerer ikke. Så jeg måtte sende mine kontakter til Nokia’en som SMS’er.
De indbyggede lyde og ringetoner er retro og det er ingen sag at tilslutte Nokia’en til en PC og over flere lyde til hukommelsen som mp3-filer.
Batteritiden er fantastisk. Den holder sindsygt længe i forhold til iPhonen. Jeg tror jeg kan nøjes med at oplade den hver 5-6. dag med mit forbrugsmønster.
Skrivning af SMS’er og anvendelse af smileys er for at sige det kort besværligt. Jeg savner de grafiske smileys. Når jeg modtager en SMS på Nokia’en med smileys sendt fra en iPhone, så vises der kun firkanter.
Menu og betjening – hvad skal jeg sige – det er ikke specielt brugervenligt og det er (stadig) organiseret ulogisk – ligesom i “gamle” dage.
Der er ingen apps på Nokia’en – ingen periodekort, ingen instagram, ingen e-Boks, ingen Gmail – Der er links til Twitter og Facebook som åbner i Opera mini browseren. Men det er et mareridt at betjene og næste umuligt at se på den lille skærm. Fordelen er at jeg ikke gider at logge på.
Der sidder et 2 MP kamera i Nokia’en som til nød kan bruges. Men jeg tager mærkbart færre billeder med mobilen nu og jeg savner det kun i særlige situationer. Jeg skal vænne mig til at tage et almindeligt kamera med i lommen. Jeg kan kun få overført billederne fra Nokia’en med MMS, PC tilslutning eller bluetooth. Der er ikke andre muligheder.
MMS opsætning i indstillingerne var et gensyn med funktionen adgangspunkter og der måtte en del forsøg til og et par besøg på Oisters support sider før Nokia’en kunne sende og modtage MMS’er med billeder.
Kalenderen i Nokia’en er noget juks. Jeg bruger den ikke fordi den ikke kan synkronisere med min gmail kalender. Det er en stor mangel.
Fortsætter jeg så med min Nokia 3310?
Ja, det tror jeg faktisk. Det er en befrielse at jeg ikke bliver afbrudt af en mobil der kræver opmærksomhed hele tiden. Samtidigt har jeg bemærket at jeg ikke længere griber efter mobilen for at kigge på det ene eller andet uden der er et opkald eller en SMS.
Som en trøst tager jeg min iPad med i tasken når jeg har mulighed for det, så helt offline er jeg ikke endnu.
Opdatering 23. marts 2018: Jeg har afsluttet forsøget og er gået tilbage til min iPhone. Min Nokia 3310 holdt op med at fungere. Når andre ringede til mig så gik kaldene ikke igennem, noget gange hørte de blot opkaldstone andre gange fik de meddelelsen abonnenten ikke tilgængelig. SMS holdt op med at komme frem. Når jeg genstartede Nokia’en så virkede den kort tid for så at fejle igen.
Konklusion: det var godt at gå retro igen. Langt færre forstyrrelser og afbrydelser. Men byg for pokker Nokia’en så den kan tåle at blive brugt. Min erfaring med Nokia’en betyder at jeg på min iPhone vil slå alle notifikationer fra undtagen på opkald og SMS. Så kan jeg selv styre hvornår jeg skal reagere på alt det andet der popper op på iPhonen.