Jeg faldt over et indlæg på Linkedin, som jeg synes rammer meget godt nogle af de dilemmaer man støder på som medarbejder hos en arbejdsgiver.
Måske også set i lyset af min egen situation de seneste 6½ måneder, så er jeg blevet meget opmærksom på hvad jeg føler der er godt for mig i en arbejdssituation.
Thomas Milsted skriver:
Som leder skal man være særdeles opmærksom på at man køber medarbejderens arbejdskraft, ikke hele personen. Det betyder også i praksis, at du kun kan lede og organisere i relation til arbejdskraften og ikke adfærdsregulere i forhold til medarbejdes psyke og fysik. Om en medarbejder vil være sund, positiv, dedikeret og begejstret er deres sag, så længe de passer deres job. Samtidig har man som leder også et kæmpe ansvar for, at den arbejdskraft man køber, ikke bruges på en måde, så den skader personen der leverer den. At købe en arbejdskraft er lidt ligesom at leje en bil. Det får konsekvenser, hvis du leverer den tilbage til udlejeren i smadret tilstand.
Det er et lille “men” her og det er at det jeg har oplevet i mit forløb er at det stort set ingen konsekvenser har for arbejdsgiveren, hvis man ser bort fra økonomi.
Så analogien med den lejede bil er vist et fremtids-scenarie. Så mangler analogien i øvrigt også den menneskelige side af sagen. Hvis du gør skade på et andet menneske i mange andre sammenhænge, så er det faktisk strafbart.