Hønsekødsuppe med “matzoballs”

Set på www.dr.dk/aftenshowet
Paprika Steen bad Mikkel om opskriften på en jødisk hønsekødsuppe. Sådan en, som de altid spiser i de amerikanske film, når de er forkølede. Her er opskriften på suppen, som også bliver kaldt “jødisk penicillin”. En undersøgelse på University of Nebraska har nemlig bevist, at suppen virker mod forkølelse. Så det er bare med at få tændt komfuret her i de kolde måneder.
1 hel kylling eller høne (gerne økologisk)
1 persillerod
1/4 selleri og lidt af toppen
2 porrer
1 gulerod
1 løg
6-8 persillekviste
2-3 friske timiankviste
2 løvstilke
2-3 laurbærblade
1 tsk. hele peberkorn
3 nelliker
salt
cayennepeber
lidt olivenolie
Fyld til suppen:
Fint plukket kyllingekød (af kyllingen, som du koger suppen på)
Ca. 500 g. blandede urter og rodfrugter (persillerod, gulerod, selleri, blegselleri, porre, pastinak)
2 Spsk groft hakket bredbladet persille
Matzoballs (se opskrift nedenfor)
Fremgangsmåde:
Kom den hele kylling ned i en stor gryde med koldt vand, så den er godt dækket. Når vandet koger, tilsætter du 1 tsk. salt. Fjern omhyggeligt det skum, som danner sig i overfladen. Ordn grønsagerne, skær dem i grove stykker og hæld dem op i gryden. Kog det hele sammen med timian, løvstikke, peberkorn, nelliker, laurbær. Suppen skal simre under låg i cirka 2 timer.
Tag kyllingen op af suppen, gem kyllingen og si suppen gennem en meget fin sigte – skum evt. for fedt. Smid de udkogte grønsager væk. Pluk kødet af kyllingen.
Skær de blandede grøntsager i små tern – porre i tynde ringe og kom dem i suppen sammen med fintplukket kyllingekød. Kog suppen op og kom persille i. Smag til med salt og lidt cayennepeber og dryp til sidst olivenolie på toppen. Lige inden serveringen lægger du forsigtigt matzoballs i suppen. Men du kan også sagtens spise suppen uden..
Matzoballs:
En rigtig, traditionel, jødisk suppe bliver serveret med hjemmelavede, krydrede “matzoballs”. En slags melboller, lavet af jødisk “matzomel”. Det særlige mel består af knuste matzobrød, som jøder spiser til påske. Melet skal du i en jødisk forretning for at købe, men du kan også erstatte det med rasp.
2 æg
½ dl. vand
1 lille finthakket løg
1 fed presset/revet hvidløg
2 spsk. hakket persille
2 spsk. olivenolie eller hønsefedt
ca. 100 g matzo mel eller rasp
lidt muskat
1 lille tsk. salt og lidt kværnet peber
Fremgangsmåde
Pisk æggene sammen, rør vand i og tilsæt de øvrige ingredienser. Lad dejen hvile en times tid. Bring en gryde med letsaltet vand i kog – tril dejen til kugler og lad dem simre i vandet i ca. 15 – 20 minutter. Server dem i suppen.

Skriv et svar