Marked

Den 7. juli var vi en tur i en Souq (navnet for et marked) nær Muscat. Souq’en består af en masse små butikker som ligger langs meget smalle gader, hvor selve gaden er helt overdækket. Det første man oplever er at det er utroligt varmt at gå rundt derinde, så en flaske vand ryger hurtigt ned. Butiksindehaverne står foran butikkerne og prøver at trække folk ind i ved at henvende sig meget direkte til én, når man går forbi. Lige i starten er det svært at takke nej til tilbudene, men efterhånden går man bare forbi og koncentrerer sig i stedet om at se på det, der er til salg.
Man kan købe mange forskellige ting og sager: tøj, tørklæder, guld og sølv smykker, kister, kobbertøj, billeder, alverdens småting og træfigurer m.m. Det var mit indtryk, at butikkerne havde mange indiske indehavere, så spørgsmålet er hvor “oprindeligt” lige dette marked var. En ting er sikkert, der skulle pruttes om priserne når man handlede og det var ikke svært at få prisen ned på 50% af det der stod på prisskiltet. Jeg fik kun købt et par små billeder.

Skriv et svar