En rejse ser sin afslutning

Den sidste halvanden uge har budt på mange forandringer i den lille familie. Vi har fundet en bolig i Hillerød og det har taget noget af det midlertidige præg af vores liv 🙂
Lige nu skriver jeg fra vores egen internetforbindelse (yes!) og det er bare herligt!!
Vi fik den nye lejlighed i fredags (31. marts), hvor Susanne fik nøgler. Vores flyttegods kom mandag aften kl. 21:00 (!), hvor jeg susede til Hillerød for at lukke flyttefolk ind og arbejdede til meget sent. I dag er de sidste kasser ved at være pakket ud og alting er blevet efterset. Der mangler ikke noget og der er vist ikke gået noget i stykker.
Desværre blev Mads syg i løbet af weekenden (meget syg) med høj feber og det hele. Så jeg blev hjemme med ham mandag og i dag. Susanne tog sig af ham tirsdag, hvor jeg havde taget fri fra arbejde til at pakke ud – puha. Tirsdag aften besluttede vi os for at flytte ind og overnatte for 1. gang i vores egen lejlighed. Mads er heldigvis ved at være ovenpå igen og han skal formentlig i skole i morgen.
Men men vi er ikke færdige endnu. Godt nok er tingene taget ud af kasserne og lagt på en plads, men allerede nu er jeg og Susanne ved at justere rundt på tingene så det passer bedre til vores dagligdag.
Mads og Mathilde går stadig i skole i Helsinge, det er ikke særligt smart, da det er en rimelig lang køretur hver dag. Efter Påske skal de starte i Skanseskolen i Hillerød – den ligger “lige” om hjørnet.
Jeg og Susanne har haft det lidt dårligt mht. ungerne. De har siden vi ankom til DK været udsat for en hverdag med mange aftaler, ændringer og med meget få faste holdepunkter. Jeg tror den næste tid skal gå med at få stabiliseret en normal hverdag – det har vi alle fire brug for.

Skriv et svar