Test manager

Jeg har deltaget i et kursus i Test management, helt præcist ISTQB Advanced Test Manager og det blev afsluttet i går med en 3 timers eksamen.

Jeg kan ligeså godt afsløre med det samme, at jeg ikke aner om jeg har bestået endnu.

Selve eksamen var et opgavesæt på ca. 50 A4-sider med 65 opgaver der i alt kunne give 100 points, hvis man vel og mærket svarer rigtigt på alle spørgsmål. Det er en multi-choice eksamen (bestemt ikke en eksamensform jeg er tilhænger af) og der er i alt 3 timer til at komme gennem alle spørgsmålene.

Selve kurset op til eksamen, med Lisbeth som underviser, var rigtigt godt. Lisbeth har en meget lang erfaring indenfor området, hvilket gør det noget nemmere at komme i gang med pensum som er beskrevet i en noget kedelig og ujævn form i Syllabus (ISTQB Advanced Syllabus 2007 dk-version v1.0 – se hos dstb.dk).

Lisbeth formåede på meget inspirerende vis at holde os i gang på kurset med slides og gruppeopgaver. Dagene var lange og jeg fik desværre ikke mulighed for at lave lektier de 2-3 timer om aftenen efter hver kursusdag. Det vil vise sig senere når jeg har eksamensresultatat om det var en fejl(!)

Jeg synes selv jeg har fået et godt udbytte af kurset og jeg mener bestemt det er værd at have med i sin professionelle bagage, når man skal begå sig som testkoordinator/test manager i projekter med softwareudvikling. Jeg vil blot mene at man kommer nemmere gennem pensum og kurset, hvis man i forvejen har arbejdet med test i projekter i nogle år. Ellers bliver det måske for svært at bestå. Det er da også en forudsætning for deltagelse at man først har bestået ISTQB Softwaretest Foundation.

Planen for kurset lød:
Modul 1: 9. – 11. maj 2012
Modul 2: 6. – 8. juni 2012
Modul 3: 15. juni 2012 (repetition og eksamensforberedelse)
Eksamen: 18. juni 2012 kl. 10.00-13.00

Underviser: Lisbeth Hylke Thomsen
TestHuset.dk, Lautruphøj 1-3, 2750 Ballerup
Tlf 44 979 979
www.TestHuset.dk